Vedtægter

VEDTÆGTER

for

GRUNDEJERFORENINGEN BIRGITPARKEN

§ 1. Foreningens navn er ”Grundejerforeningen Birgitparken”. Dens hjemsted er Hørsholm Kommune.

Foreningens vedtægter vil være at godkende af kommunalbestyrelsen for Hørsholm Kommune. ligesom senere ændringer i vedtægterne, herunder beslutning om ophævelse af foreningen, vil være at godkende af kommunalbestyrelsen.

§ 2. Foreningens formål er at overtage og administrere de til Birgitparkens udstykning hørende tilkørselsveje, fællesveje, stianlæg og grønne områder samt fælles private kloakledninger, herunder at vedligeholde, renholde og snerydde de nævnte arealer samt forestå etablering og drift af vejbelysningsanlæg og i øvrigt afholde de arealerne påhvilende udgifter, samt i det hele at varetage grundejernes fælles interesser.

Foreningen er endvidere pligtig til at overtage ethvert vejbidrag, som ved udvidelse eller lignende af de allerede eksisterende veje måtte blive pålignet een eller flere parceller inden for foreningens område.

§ 3. Medlem af foreningen er enhver parcelkøber af matr. nr. 7 til 7 hh alle af Vallerød by, Hørsholm sogn, og/eller parceller udstykket fra disse ejendomme.

Medlemsskabet indtræder ved underskrift af købekontrakt, skøde eller enhver anden form for adkomsterhvervelse af en af de fornævnte parceller.

Udtræden sker ved vedkommende medlems afståelse af sin parcel og regnes fra det tidspunkt, da afståelsen dokumenteres for foreningen, efter at vedkommende har berigtiget enhver skyld, som han/hun måtte stå i til foreningen. Erlagt lndskud kan dog ikke fordres tilbagebetalt.

Foreningen skal på kommunens forlangende være pligtig til som medlemmer at optage ejere af yderligere parceller, som måtte blive udstykket i kvarreret.

§ 4. Hvert medlem er underkastet foreningens love, således som disse nu eller senere til enhver tid på lovlig måde måtte blive ændrede. Dog kan der ingensinde ved nogen lovbestemmelse pålægges det enkelte medlem byggepligt eller solidarisk ansvar.

§ 5. Foreningens anliggender varetages af generalforsamlingen og bestyrelsen.

§ 6. Generalforsamlingen er – inden for de ved vedtægterne fastsatte grænser – den højeste myndighed i alle foreningens anliggender og fatter beslutning ved simpel stemmeflerhed, forsåvidt andet ikke udtrykkelig er bestemt.

§ 7. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i september måned.

På generalforsamlingen

      1. afgives beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år,
      2. fremlægges det reviderede regnskab for det foregående regnskabsår til godkendelse eller anden beslutning,
      3. forelægges budget for det kommende år og fastsættes kontingent,
      4. foretages valg af formand, kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer, som angivet i § 14,
      5. vælges 2 bestyrelsessuppleanter,
      6. vælges en revisor og en suppleant,
      7. forhandles og stemmes over eventuelt fremkomne forslag.

Forslag til vedtagelse på de ordinære generalforsamlinger må – for at blive behandlede – være indgivet til bestyrelsen inden hvert års 20. august.

§ 8. Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes, så ofte bestyrelsen finder det fornødent, samt når mindst 5 medlemmer fremsætter skriftlig begæring derom ved henvendelse til bestyrelsen med opgivende af, hvad der ønskes forhandlet på generalforsamlingen. Denne skal afholdes senest 3 uger efter begæringens modtagelse.

§ 9. Indkaldelse til generalforsamling sker med mindst 8 dages varsel ved skriftlig meddelelse til hver enkelt parcelejer efter den til foreningens bestyrelse opgivne adresse.

§ 10. Ethvert af foreningens medlemmer med ægtefælle, værge eller kurator har adgang til generalforsamlingen enten personligt eller ved fuldmægtig, der selv må være medlem af foreningen eller vedkommende medlems ægtefælle, værge eller kurator og må være forsynet med skriftlig fuldmagt. Denne overleveres dirigenten, forinden stemmeafgivning kan finde sted. Ingen mødende kan dog have mere end een fuldmagt.

§ 11. Generalforsamlingen er, når lovlig indvarsling har fundet sted, beslutningsdygtig uden hensyn til, hvor mange der har givet møde. Hver parcel har een stemme.

Til vedtagelse af beslutninger, der går ud på forandring i foreningens love, dens opløsning eller forening med anden forening eller selskab udfordres dog, at mindst 3/4 af foreningens stemmetal afgives til fordel for forslaget. Er der på en sådan generalforsamling ikke mødt det fornødne antal stemmeberettigede, men forslaget dog opnår den nævnte majoritet af de afgivne stemmer, indvarsles i løbet af 14 dage til en ny generalforsamling. På denne vedtages forslaget uden hensyn til de mødendes antal, når 3/4 af de mødte stemmer derfor.

En sådan beslutning er dog først gyldig, når den er godkendt af Hørsholm kommune, jf. § 1.

§ 12. På enhver generalforsamling vælges straks en dirigent til at lede forhandlingerne og afgøre alle spørgsmål vedrørende den indre orden og afstemningen.

Dirigenten skal, når mindst 1/3 af forsamlingen forlanger det, lade foretage skriftlig afstemning. Valg af bestyrelse og revisorer skal altid ske ved skriftlig afstemning, såfremt der på generalforsamlingen fremsættes begæring derom.

§ 13. Generalforsamlingens forhandlinger og beslutninger indføres i en forhandlingsprotokol, der underskrives af dirigenten, formanden og sekretæren.

§ 14. Bestyrelsen består af formand, kasserer og 3 medlemmer, der vælges på generalforsamlingen. Valget gælder for 2 år.

Bestyrelsen afgår skiftevis efter tur, således at formanden og to medlemmer afgår i ulige år, kassereren og det tredie medlem i lige år.

På generalforsamlingen vælges desuden 2 suppleanter til bestyrelsen.

Generalforsamlingen vælger en revisor, der fungerer i 2 år, og en suppleant.

Genvalg af bestyrelse og revisor kan finde sted.

Bestyrelsen er ulønnet, men alle direkte udlæg refunderes efter regning. Bestyrelsen kan iøvrigt antage lønnet medhjælp.

§ 15. Bestyrelsen repræsenterer foreningen som sådan og leder og bestyrer dens anliggender, derunder dens formue.

Bestyrelsens medlemmer forpligter foreningen på gyldig måde og med bindende virkning ved deres underskrift to i forening, hvoriblandt formanden. Bestyrelsen foretager de dispositioner, det i henhold til de enkelte medlemmers Skøde og de på ejendommen lyste servitutter er pålagt foreningen at træffe, samt udøver det sammesteds ommeldte tilsyn.

§ 16. Bestyrelsen vælger selv næstformand og sekretær. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer, hvoriblandt formanden eller næstformanden er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme den afgørende. Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol, der underskrives af de tilstedeværende medlemmer.

Kassereren er pligtig at stille kaution eller tegne en kautionsforsikring efter bestyrelsens nærmere bestemmelser. Omkostningerne herved betales af foreningen.

Ethvert medlem er på skift pligtig at lade sig indvælge i bestyrelsen som medlem af denne.

§ 17. Ved behandling på bestyrelsesmøder eller generalforsamlinger af spørgsmål, der alene angår et af bestyrelsens medlemmer eller andre af de mødende (personlig), har de pågældende og deres ægtefæller, værger, kuratorer eller befuldmægtigede ingen stemmeret, hverken selv eller ved fuldmægtig.

§ 18. Revisor har til enhver tid ret til at efterse kassebeholdningen og regnskabsbøgerne med bilag.

§ 19. Foreningens regnskabsår er 1. juli til 30. juni.

§ 20. Hvert tiltrædende medlem betaler kr. 100.- pr parcel i indskud. Indskud forfalder til betaling ved erhvervelse af adkomst på en under foreningen hørende parcel. Det årlige kontingent udgør foreløbig kr. 100.- pr parcel. Generalforsamlingen fastsætter størrelsen af medlemmernes bidrag såvel til vej- og stianlægs vedligeholdelse og renholdelse som til den fælles belysnings drift og vedligeholdelse.

Kontingentet forfalder hvert års 1. oktober for det løbende år og betales portofrit for foreningen til kassereren inden september måneds udgang. Såfremt noget medlem undlader rettidigt at betale kontingent – ordinært eller ekstraordinært – er bestyrelsen forpligtet til at overgive det således forgæves afkrævede beløb til retslig inkasso skadesløst for foreningen.


Note § 20:
Gældende satser for indskud og kontingent, fastlægges årligt på foreningens generalforsamling, og kan findes under Kontingent indbetaling.